Frederiksborg Amts Avis d. 25. september 2019

Hæv ældrechecken og sænk smøgforbruget

Der er en ældreorganisation her til lands, der mener, at man på baggrund af forslaget om stigende cigaretafgifter, skal hæve ældrechecken med 6.000 kr. om året.
Dette for at undgå social skævhed.
Der er al mulig grund til at hæve ældrechecken for de ældre, der kun har deres nøgne pension fra det offentlige, og som ikke har en likvid formue på over 87.900 kr.
Disse mennesker lever i virkeligheden et meget nøjsomt og sparsommeligt liv.
Til gengæld er det verdens dårligste argument, at begrunde ønsket i at det så kan kompensere for de stigende cigaretpriser.
Der er en rigelig begrundelse i, at folkepensionister generelt ikke har fået fuld kompensation for de løn- og prisstigninger, som resten af samfundet har oplevet de seneste ti år. Dertil skal lægges, at pensionister oplever større forbrugsprisstigninger, end resten af befolkningen, da de har en andet, og noget dyrere, forbrugssammensætning af deres varer og tjenester end de yngre aldersklasser.
Forslaget om de stigende cigaretpriser er netop foreslået, for at ændre folks cigaretvaner.
Det er som bekendt skadeligt at ryge – både for yngre såvel som for ældre.
Ja, det kan være svært, at holde op med at ryge, og prisstigninger kan ikke stå alene, men bidrager erfaringsmæssigt alligevel med at begrænse rygningen.
Skal ældre så være omfattet, eller skal man bare lade stå til og sige, at de har jo røget hele livet.
Mit svar er nej.
Vi ved fra utallige ældre KOL-patienter, at da de fik stillet diagnosen, og lægen sagde, at hvis de ønskede at leve lidt længere, skulle de øjeblikkelig stoppe med at ryge – og de fleste kunne.
Man behøver heller ikke at have KOL, kræft eller andre lungesygdomme for at kunne mærke en mærkbar forbedring af ens helbredstilstand med øjeblikkelig virkning, når man stopper eller reducerer sit rygeforbrug.
Derfor skal en forøgelse af ældrechecken IKKE begrundes i den foreslåede afgiftsforhøjelse, men i det forhold at mange ældre med en minimal økonomi er sakket bagud i velstandskapløbet.
Og det kan vi som samfund ikke være bekendt.

BRUGERBETALING MED OMTANKE

Frederiksborg Amts Avis 6, august 2019

Globalisering & balance: Politikerne burde erkende, at der må findes supplerende måder at finansiere den offentlige sektor på. En måde, der tager hensyn til globaliseringen, og som virker socialt afbalanceret.

Den danske velfærdsstat, hvor de offentlige ydelser stilles gratis til rådighed for samtlige borgere eller gives til stærkt nedsatte priser, er opbygget i en periode, hvor nationalstaten var rimeligt afgrænset over for omverdenen, og hvor økonomien ikke var internationaliseret som i dag.
I de senere år har man måttet erkende, at den offentlige service på en lang række områder, inden for f.eks. sundhed, ældre- og børnepasning har nået et fornærmende lavt niveau.
Så lavt, at folk med penge har set sig nødsaget til selv at købe supplerende ydelser. Dem, der er ladt i stikken, er dem, der ikke har råd – de må leve med den dårlige og utilstrækkelige offentlige service, der år for år bliver skåret ned.

Politisk smertegrænse
Politikerne bør have mandsmod nok til at erkende, at ingenting opstår af sig selv – med undtagelse af lommeuld.
Men skatterne har nået en politisk smertegrænse, og brugerbetalingen, som vi kender den i dag, vender socialt set den tunge ende nedad.
Politikerne burde erkende, at der må findes supplerende måder at finansiere den offentlige sektor på. En måde, der både tager hensyn til globaliseringen, og som virker socialt afbalanceret.
Derfor skal der helt klart ses på at beskatte ejendomme og spekulationsgevinster mere end i dag. Ejendomme kan som bekendt ikke flyttes, og spekulationsgevinster kan bl.a. inddrives via en Tobin-skat.
Traditionelle brugerbetalingsordninger har i mange år været dømt ude, da de kun bidrager til at øge uligheden.
Men sådan behøver det ikke at være, og slet ikke i disse elektroniske tider.
I dag betaler de færreste alligevel med »rigtige« penge, når de er ude at købe ind. Det hele foregår elektronisk via forskellige betalingskort. Dermed er det også muligt at indføre en brugerbetalingsordning på nye og forbedrede offentlige servicetilbud, der korrigerer for folks forskellige indkomstforhold.
Systemet kendes principielt i dag i folkepensionssystemet – dog med omvendt fortegn.
Udbetaling Danmark beregner i dag pensionisternes personlige tillægsprocent i forbindelse med beregning af folks udbetalte pension og forskellige offentlige tilskud.

Rimelig social balance
Dette princip kunne udvides til alle borgere i beregningen af borgernes brugerbetaling, således at man gradvis skal betale fra nul procent for folk uden eller med lav indkomst til at skulle betale den fulde brugerbetaling for brugere med høj indkomst.
Dermed kunne der blive råd og mulighed for at udvide og forbedre den offentlige service, samtidig med at man kunne fastholde en rimelig social bala

EFTER VALGET

Frederiksborg Amts Avis d. 7. juni 2019

Står vælgerhavet i virkeligheden bomstille, mens det kun er partiernes stemmetal, der flytter sig?

Noget tyder på det.

Valget gav en markant sejr til det, der kaldes Rød Blok, og de to gamle borgerlige partier, Venstre og De Konservative, ryddede kraftigt op i den tabende Blå Bloks stemmetal.

Baggrunden for dette markante vælgerryk er primært Dansk Folkepartis nedsmeltning. Deres vælgere har leveret stemmer til begge fløje i dansk politik – uden at de nødvendigvis har skiftet politisk standpunkt.

De har bare fundet andre partier til at repræsentere deres synspunkter.

Socialdemokratiet har med sit markante ryk til højre i udlændingepolitikken hentet rigtig mange tidligere DF-vælgere tilbage til Socialdemokratiet, men har til gengæld også mistet alle de vælgere, der satte en ære i Socialdemokratiets tidligere udlændingepolitik. Partiet er vælgermæssigt hverken blevet styrket eller svækket, men har bare sideforskudt sig mod det politiske højre på udlændingeområdet.

Til gengæld har denne højredrejning betydet, at Socialdemokratiet realistisk set kan række ud efter statsministerposten.

Men det bliver ikke uden problemer. SF og Radikale Venstre, der begge fik et kanonvalg, har så at sige samlet de »hjemløse« socialdemokratiske vælgere op, og det bliver derfor yderst svært for disse partier at acceptere en socialdemokratisk regeringspolitik på udlændingeområdet, der bygger på en videreførelse af DF’s gamle tankegods.

Hvordan Socialdemokratiet vil løse denne problemstilling, må indtil videre stå hen i det uvisse.

Derfor skal man heller ikke forlods helt afvise et kommende regeringssamarbejde mellem Socialdemokratiet og Venstre, hvis Mette Frederiksen virkelig ønsker at blive Danmarks næste statsminister.

Ved sidste valg startede Venstre også som en stålsat mindretalsregering, men måtte i løbet af godt et års tid erkende, at man ikke kommer igennem som mindretal, uden at have et fast parlamentarisk grundlag bag sig.

Man kan ikke føre politik med en part, og lade den anden part betale med deres stemmer. Sådan spiller klaveret ikke.

Socialdemokratiet har før slugt nogle bitre piller – og det er givetvis ikke sidste gang.