Samlet anmeldelse af Dansk Velfærdhistorie I-VI

Forstadshistorie

Anmeldelse af Niels Peter Stilling: Rudersdal i Danmarkshistorien – fra landdistrikt til storkommune 1900-2007, Rudersdal Kommune/Rudersdal Museer 2019. 616 sider. ISBN: 978-87-88792-12-6. Den sælges på Mothgården og fra de tre boghandlere i Rudersdal (Holte, Nærum Vænge Torv, Birkerød), pris 395 kr.

Det er sjældent, at man løber ind i en lokalhistorie, der i den grad inddrager resten af samfundets udvikling parallelt med historierne fra lokalområdet. Det gælder både demografisk, erhvervsmæssigt, politisk og kulturelt. 

Der er tale om en slags lokalhistorie i en makrosammenhæng. 

Bogen har qua sit lokale sigte en naturlig begrænset læserkreds omkring borgere i Rudersdal Kommune. 

Ønsker man at se, hvordan Danmarkshistorien udruller sig lokalt og konkret i den virkelige verden, er bogen dog god at få forstand af. 

Hvordan blev det kommunale selvstyre i virkeligheden udøvet?

Hvordan påvirkede den store udflytning fra Hovedstaden erhvervsstrukturen i tidligere stille- og landliggende omegnskommuner? 

Hvordan sikrede de nye kommuner den lokale planlægning af offentlige institutioner så som skoler, børneinstitutioner og ældrepleje, samt projektering af veje og beboelser, og hvordan beskyttede de nye vækstkommuner den tidligere åbne natur?

Disse og mange andre spørgsmål bliver detaljeret behandlet med udgangspunkt i Birkerød og Søllerøds faktuelle historie siden 1900. 

Som et lille spændende tillæg indeholder bogen også en solid gennemgang af Danmarks Besættelse 1940-1945 – med afsæt i hvordan krigen helt konkret blev oplevet lokalt blandt folk og fæ på Søllerød-Birkerødegnen. 

Bogen fortæller om små, store og ligefrem markante udviklingstræk i de to kommuner, der blev sammenlagt til een kommune, nemlig Rudersdal Kommune i 2007. Bogen slutter meget belejligt med denne kommunesammenlægning. 

Der kan givetvis ad åre komme nye historikere til, der kan fortsætte historien. Men han eller hun har en kæmpe opgave foran sig, hvis den skal kunne leve op til det kvalitetsniveau, som den foreliggende bog har.  

Bogen er tidsmæssigt inddelt i fire kapitler:

1. Landdistrikternes forvandling 1900-1925 -Villabyer, borgerskab, håndværkere og arbejdere
2. Forstæder og vækst 1925 -1950 –Planlægning, udbygning og besættelse
3. Den regulerede vækst 1950-1980 –Fra Sogneråd til kommunalbestyrelse
4. På vej mod storkommunen 1980-2007 – Store og små kampe 

Hvert kapitel indledes med en nærmest burlesk fortælling om periodens levende mennesker og livets gang rundt omkring i Søllerød-Birkerødegnen. Historier der er digtet ud fra virkelige hændelser, lokale steder og livsforhold. Der er tale om en spændende måde, at formidle lokalhistorie på. Ingen kan nemlig afvise, er det faktisk kunne have foregået på den måde.

Bogen har naturligvis et hav af detaljerede oplysninger om enkeltpersoners liv og levned, og som dybest set kun kan interessere læsere, der har en eller anden tilknytning til kommunen. 

Der hvor bogen rejser sig i forhold til mange andre lokalhistorier, er at fortællingerne i mange tilfælde, er sat ind i et større samfundsmæssigt perspektiv. Bogen igennem ser vi hvordan de små sogneråd, fabriksejere, embedsmænd, handlende, håndværkere og arbejdere oplever det stadig voksende befolkningspres, der hovedsaligt stammer fra udflytningen fra Hovedstaden – og hvordan de eksisterende landsogne bliver til forstadskommuner.

Interessant er det også at se, hvordan selvejende gårdmænd finde ud af, at det er langt mere profitabelt at sælge sin jord til udstykning end at dyrke på den. Det handler også om, at lokale politikere får så indgående indblik i kommunens udstykningsplaner, at de for egen vinding efterfølgende eller sideløbende bliver ejendomsspekulanter. Det er dog trods alt bedre end historien om den sognerådsformand, der løb med sognerådet kassebeholdning, og sammen med en letlevende varitésangerinde flygtede til Sydamerika.     

Det er heller ikke uden interesse at læse om det politiske liv, hvor borgmestre og andre ledende politikere ikke holder en indgået aftale længere end en ny og bedre dukker op. Det vises også tydeligt i bogen, at politiske alliancer kun er skrevet i sand, og at man ikke i den branche kan forvente at finde rigtige politiske venner, eller andre politikere der efterlever egne idealer. Det handler meget mere om, at de får personlig magt og indflydelse. Så er man villig til at betale prisen, og blive kaldt et dumt svin. For det handler ikke om den finere madlavning, men rå politisk magt. Glem alt om Hal Kochs ord om, at demokrati er samtale. Nej, her handler det om benhård afstemning.

Bogen igennem er der talrige beretninger om, at borgmestre eller borgmesterkandidater efter et afsluttet kommunevalg er blevet underløbet af sine egne eller de andre. Det er også op til, eller efter et kommunevalg, at man ser de mest uhellige politiske alliancer, og hvor det næppe handlede om ideologi, men om simpel magt og indflydelse. 

Bogen handler også om, at politikerne nogle gange er langt foran befolkningen i deres bestræbelser på at skabe vækst for enhver pris. Mange historiske, kulturelle og naturskønne steder er desværre blevet underlagt politikernes evige trang til at vise handlekraft gennem nedrivning af historiske bygninger, og bygningsmæssige tilplastninger af herlige naturskønne udsigtssteder til fordel for vejanlæg, institutionsbyggeri og ualmindelig grimme bolig- og fabriksbygninger. Undtagelser forekommer, men langt fra altid. Værst var det da Birkerød kommune helt bevidst forsøgte at bygge forhåndsprojekterede slumbyggerier i form af to nye skoler. Disse skolebyggerier udmærkede sig ved, at de allerede fra begyndelsen var saneringsmodne, og som efterfølgende kostede kommunen kassen (”kommunekassen”?) i form af store vedligeholdelses- og renoveringsudgifter og senere tidlig nedrivning for den ene af skolernes vedkommende.  

Mange af de værste udskejelser er dog heldigvis blevet forhindret af en medlevende og til tider kritisk lokalbefolkning. Bogen har talrige eksempler på, at det har været lokalbefolkningen, der sagde: Stop en halv, og satte hælene i.

Ret skal være ret. Der har såmænd også været borgmestre i Birkerød og Søllerød, der så naturfredning som deres ideale målsætning, men som alligevel ikke sjældent har givet efter, når presset har været for stort. Som læser er man dog glad for at vide, at fx det meget skønne naturområde omkring Vaserne ikke i sin tid blev asfalteret til fordel for den stigende bilisme. Men det skulle være lokale, naturfredningsforeninger og statsmagten, der skulle gribe ind for at begrænse de lokale entreprenante lokalpolitikere i deres lokalpolitiske hast- og hærværk.

Bogen viser også tydeligt, at til trods for en stadig udbygning af kommunale tilbud i form af skoler, kulturinstitutioner, ældre pleje mm. har kravet til lokalpolitikerne hele tiden været besparelser på selv samme områder. Dette tilsyneladende paradoks er opstået fordi, at væksten i befolkningstallet eller sammensætningen af samme har øget det demokratiske pres ud over kommunernes økonomiske rammer. Birkerød var i sin tid lige på randen af, at komme under statslig administration. 

Bogen slutter af med at beskrive den politiske og folkelige proces, der lå forud for sammenlægningen af de to kommuner, Birkerød og Søllerød, til den Rudersdal Kommune som vi kender i dag. 

Bogen kan på grund af dets format ikke anbefales til godnatlæsning – med mindre, at man har en elevationsseng. Ligeledes er den heller ikke velegnet til at tage med S-toget til og fra arbejdet. Men siddende mageligt i sin ynglingslænestol bliver man gennem en god formidlet tekst og et utal af interessante fotografier ledt igennem mere end 100 års lokalhistorie. 

Det er gjort godt. Der er nemlig tale om et bog, som forfatteren kan være stolt af.

De onde samfund

Af Preben Etwil

Anmeldelse af Hannah Arendt: Totalitarismens oprindelse I-III, Forlaget Klim 2019

Hannah Arendt udgav i 1951 mammutværket ”Totalitarismens oprindelse”, der består af tre selvstændige bind: ”Antisemitismen”, ”Imperialismen” og ”Totalitarismen”. Forlaget Klim har i 2019 valgt, at genudgive disse bøger i en god nyoversættelse til dansk.

Man kan spørge sig selv, hvad det er, der gør, at man som forlag tør binde an med at genudgive et næsten 70 års gammelt relativt tungt teoretisk-historisk værk. Forlaget forklarer det selv: ”Værket fremhæves flere steder som et af de vigtigste værker i det 20. århundrede. Og det er så aktuelt som nogensinde… The Washington Post har fremhævet værket som en nødvendig nøgle til at forstå udviklingen i USA lige nu. Og man kan hertil tilføje udviklingen i Rusland, Kina og flere lande i Sydamerika og Europa”.

Det er så rigtigt, som det er skrevet, men man må nok også erkende, at der er løbet meget vand i åren siden bøgernes udgivelse første gang. Værket blev skrevet i den umiddelbare skygge af Anden Verdenskrig, hvor fokus meget naturligt var på de forhold og forbrydelser, der var sket i Nazityskland og i Stalins Sovjetunion. Det er jo i sig selv interessant, men af gode grunde er nyere tids totalitarisme ikke behandlet. Her tænkes især på Islamismen.

Et andet problem er, at værkets nutidige læsere på sæt og vis givetvis har sværere end datidens akademiske publikum ved at forstå mange af de litterære og samtidshistoriske forhold, der løbende henvises til i bøgerne. I den forbindelse er 70 år lang tid. Det tager tid for nye læsere, at ”huske tilbage” på en tidsperiode, som de ikke selv har oplevet. Men værket skal i høj grad roses for, at de meget indholdsrige noter, løbende bliver præsenteret på de sider, de omhandler. Disse noter, der er oversat til dansk, er en solid og god kilde til at få ”historien på plads”.     

Totalitarisme byggede på en idé om at være én politisk og kulturel massebevægelse, der hvilede på én total og altopslugende ideologi, som typisk var ledet af én karismatisk enehersker, der rådede over en centraliseret offentlig økonomi, samt ikke at forglemme – et terroristisk politi og et solidt massekommunikationsmonopol. Totalitære systemer byggede derfor primært på mobilisering af masserne – af Arendt flere steder kaldt pøblen.

Agitation, demonstration og mobilisering spillede en helt afgørende rolle for totalitarismens overlevelse. Den skulle hele tiden udvides og holdes i bevægelse, og slutmålet var en slags verdensherredømme. De totalitære systemers magthavere var manisk optaget af ”fjenden”- indre såvel som ydre, men ofte alligevel kun fiktive. Eneherskeren foranstaltede derfor en massiv overvågning og kontrol af hele befolkningen, og hvis der opstod alternative religiøse eller politiske grupperinger, blev de ofte med voldelig brutalitet undertrykt og erklæret ulovlige. Forskelsbehandling hørte også til dagens orden – ja, diskrimination var reglen, og lighed for loven var et ukendt begreb. Især fordi loven var selve grundlaget for diskrimination.

Terror, organiseret gennem et hemmeligt politi, hørte til dagens orden. Det hemmelige politi, som fremstod i mange afskygninger, blev efterhånden en stat i staten og skabte udbredt frygt  – både blandt almindelige borgere, men også indadtil blandt massebevægelsernes kadre og eliteenheder. Død, tortur eller deportation var ofte resultatet af mødet med disse myndigheder. Millioner af skæbner blev ofre for dette vanvid.

De totalitære bevægelser ønskede at skabe en ny mennesketype ud fra forestillede ideologiske formler, der godt nok blev kaldt ”videnskabelige”. Samfundene skulle underordnes et altoverskyggende mål. For Hitler vedkommende var det racerenhed og ”Lebensraum”. For Stalins vedkommende var målet industrialisering og kommunisme.

Et yderligere centralt kendetegn ved totalitære diktaturer var, at de reducerede videnskabens og kulturlivets selvstændighed til at tjene bestemte politiske formål. Der blev opstillet ufravigelige kriterier for hvad der var ”sand” videnskab og kunst. Det vil sige at videnskaben og kunsten skulle være formålstjenlig for massebevægelsen og dens enehersker.

Hannah Arendts store fortjeneste var på grundig vis, at gøre rede for denne vanvittige filosofis oprindelse.

Antisemitismen

Bogen handler ikke, måske som en overraskelse for de fleste, om Nazitysklands forbryderiske anvendelse af antisemitismen som deres foretrukne voldsfremmende politik – andet end som randbemærkninger til analysen. Givetvis fordi at antisemitismen ikke var en særlig nazistisk opfindelse, slet ikke. Antisemitisme var nemlig udbredt overalt i Europa i de forrige århundrede. Nazisterne optog den bare, og dyrkede den i brutaliseret form i sit korte og ondskabsfulde erklærede tusindeårsrigets pøbelvælde.

Hannah Arendts analyser om antisemitismens baggrund og fremtrædelsesformer er ofte bygger op ud fra konkrete observationer fra Frankrigs tredje republik (1870-1940), og en detaljeret behandling af den såkaldte Dreyfusaffære (1894-1906).

Derfor er kendskab til både Frankrigs nyere historie og Dreyfus-affæren nyttige faglige referencepunkter til læserens fulde forståelse af bogens omfattende analyser.

Arendt skriver i sit forord: ”Antisemitismens historie er lige som jødehadets historie en uadskillelig del af den lange og indviklede historie om jødernes og ikke-jødernes indbyrdes forhold under den jødiske diasporas betingelser” (I, p. 37). Hun fortsætter: ”Mens antijødiske følelser var vidt udbredt i Europas dannede klasser i det nittende århundrede, forblev antisemitismen som ideologi med meget få undtagelser et privilegium for tåber i almindelighed og videregående fanatikere i særdeleshed” (I, p. 39)

Med nationalstaternes opståen i det nittende århundrede, blev det mere og mere almindeligt, at borgerne i nationalstaten, dog ikke alle (fx de uformuende og kvinderne), fik øget personlig retssikkerhed og erhvervsmæssig frihed, så gjaldt denne udvikling ikke jøderne: Som Arendt udtrykker det: ”Den eneste undtagelse fra denne almindelige regel var jøderne”(I, p. 66).

Dette skyldtes flere forhold. Tidligere havde de ikke haft adgang til at udøve alle slags erhverv, og var erhvervsmæssigt trængt, da man skulle være medlem af særlige kristne lav, som fx tømrerlavet, smedelavet eller bagerlavet. I lange perioder var det derfor forbudt jøder at være medlem af disse lav, og mange jøder var derfor ludfattige. Der var dog, og heldigvis for det, også erhverv, der ikke krævede medlemskab af lav, eller som det ligefrem var forbudt for kristne at bestride. Derfor blev mange jøder købmænd, diamantslibere eller pengeudlånere. Det lagde også grunden til fordomme om jøder som rige, ”ågerkarle” og pengegriske. Andre lignende fordomme var, at jøderne gennem deres forretninger forsøgte at undergrave samfundet og efterstræbe et verdensherredømme. Der herskede mange steder i Europa den sejlivede opfattelse, at jøder var ”gode til pengesager”. Rigtigt er det, at visse jødiske familier ikke sjældent deltog i kongehusenes, fyrsternes, højadelens og finanskapitalens mange økonomiske spekulationer hen over Europas nationale landegrænser. Gik det galt, kunne de næsten også være ret sikre på, at det var dem, jøderne og ofte kun dem, der i folkemunde bar skylden for de økonomiske sammenbrud, og det medfølgende mismod og had. Her blev der ikke skelnet mellem rige og fattige jøder – Det hed sig bare, at det var jødernes skyld!.

Jøderne udgjorde uden undtagelse altid et mindretal i de nationale lande, og var ikke knyttet til nogle af de etablerede klasser. De var så at sige ikke nationalt tilknyttede men inter-europæiske. De havde ofte familie eller andre pårørende mange steder i Europa. Jøderne var derfor generelt: ”genstand for et almindeligt had på grund at dets nytteløse rigdom og for foragt på grund af dets mangel på rigdom” (I, p. 69).

Så har både de fattige og de rige jøder fået én over nakken!

Det fører Arendt til følgende konklusion: ”På grund af deres intime forbindelser til statens magtkilder blev jøderne uvægerligt identificeret ned magten, og fordi de isolederede sig fra samfundet og samlede sig om familiens lukkede kreds, blev de uvægerligt mistænkt for at arbejde på at nedbryde alle sociale strukturer” (I, p. 88).

De antijødiske holdninger blev samlet i partier, som gjorde fordring på, at stå over alle partier og klasser, da de i modsætning til traditionelle partier, selv erklærede, at de ikke varetog særlige gruppers særinteresser, men repræsenterede hele nationen – over for folk, jøderne forstås, der stod uden for nationen: ”De antisemitiske partier krav på at stå ”over alle partier viser klart deres stræben efter at blive hele nationens repræsentanter, at opnå magten alene, at sætte sig i besiddelse af statsapparatet og sætte sig selv i statens sted” (I, p. 105).

Antisemitismen i Europa havde relative gode vilkår, da jøderne ikke handlede som en samlet gruppe. Det var der mange årsager til. For det første havde de meget forskellige økonomiske og sociale vilkår i de forskellige lande, og for det andet var de også religiøst og klassemæssig meget forskellige. De fattige jøder havde en ”dobbelt afhængighed” af både regering i det enkelte land, og deres ”rige brødre”: ”de jødiske notabler (som de blev kaldt i det nittende århundrede) beherskede  de jødiske samfund, men tilhørte dem ikke hverken socialt eller geografisk. De stod på en måde lige så langt fra det jødiske samfund som de stod fra det ikke-jødiske samfund” (I, p. 147)….”Men eftersom disse familier stod i rampelyset, kom det jødiske folk som helhed til at blive betragtet som en kaste” (I, p. 148).

Efter Første Verdenskrig, var det en udbredt forestilling blandt mange tyskere, at krigens udfald, var jødernes skyld: ”Deres formodede forbrydelse var, at de havde været skyld i krigen, en forbrydelse, som ikke kunne tilbagevises, da den ikke længere blev identificeret med en enkeltpersons individuelle handlinger, så pøblens vurdering af jødiskhed som en forbrydelse stod uimodsagt” (I, p. 187).  Pøblen var dermed overbevist om, at jøderne simpelthen bare tilhørte en race af forrædere. En raceteori, der dannede en fremragende grobund for nazismens kommende og verdensomspændende forbrydelser mod menneskeheden.

Bogen slutter af med en meget grundig historisk fremstilling og politisk-sociologisk analyse af  Dreyffus-affæren.

Dreyfus-affærens ydre omstændigheder drejede sig om en fransk retsskandale, men den kom over tid til at udstille flere side af antisemitismens fremtrædelsesformer. I 1894 blev en fransk jøde og kaptajn ved generalstaben, Alfred Dreyfus, dømt ved en krigsret for at have solgt militære hemmeligheder. Dommen, der byggede på hemmelige beviser, lød på degradering og livsvarig deportation til Djævleøen ved Fransk Guyana. Skønt Dreyfus nægtede sig skyldig, var der få ud over hans familie, der anfægtede krigsrettens afgørelse.

Sagen tog imidlertid en ny drejning, da forfatteren Èmilie Zola i en artikel ”Jeg anklager” begyndte at interessere sig for sagen, og påviste, at der var tale om et justitsmord, der havde sin baggrund i udbredt fransk antisemitisme. Artiklen indbragte Zola en bøde og fængselsstraf, men fik stor virkning på den folkelige opinion: ”Den uret, der blev øvet mod én enkelt jødisk officer i Frankrig, var i stand til at fremkalde en mere voldsom og enig reaktion fra resten af verden end alle forfølgelser af tyske jøder en generation senere” (I, p. 196).

Hvorom alting er, så slap dommen i Frankrig antisemitismen ud i fuld flor: ”Den tredje republiks højere kredse og politikere havde skabt en række skandaler og offentlig svindel…Det i denne forbindelse vigtigste af samtidens dokumenter er ”Henry Mémorial”, og de forskellige løsninger på det jødiske spørgsmål, som det fremsatte: Jøderne skulle flås levende ligesom Marsyas i det græske sagn; Reinach skulle koges levende; jøderne skulle steges i olie eller stikkes til døde med nåle; de skulle ”omskæres op til halsen.” En gruppe officerer var meget utålmodige efter at komme til at prøve eb ny type geværer på landets 100.000 jøder. Der var mere end 1.000 officerer mellem underskriverne, deriblandt 4 generaler i aktiv tjeneste og krigsministeren” (I, p 224). Men pøblen deltog også: ”Når pøblen hadede samfundet, kunne den pege på den måde, som samfundet tolererede jøderne på; og når regeringen, kunne pege på den måde, hvorpå jøderne var blevet beskyttet af eller kunne identificeres med staten. Selv om det er forkert at antage, at pøblen kun plyndrer og jager jøder, må jøderne alligevel tildeles førstepladsen blandt dens ynglingsofre” (I, p. 225).

Som Arendt udtrykker det; ”Scenen er Frankrig. Teatret er verden” (I, p. 226)….”Dreyfus-sagen, hvor jøderne var de centrale figurer, gav dem således en velkommen lejlighed til at spille deres spil” (I, p.238).    

Dreyfus-affæren der i 1906 afsluttedes med en ophævelse af dommen, fik imidlertid en varig symbolværdi i kampen mellem det politiske venstre og det politiske højre i Frankrig.

Imperialismen

Hannah Arendt skrev et forord til bogen i 1967, der lød: ”Denne bog beskæftiger sig kun med den egentlige europæiske koloniale imperialisme, hvis afslutning indtraf med ophævelsen af det britiske styre i Indien” (II, p. 13)…. ”Selve den imperialistiske herredømme synes halvejs at være gået i glemmebogen undtagen som skældsord, og det er særdeles beklageligt, fordi dets betydning for de senere års begivenheder er blevet temmelig indlysende….Hvor meget vi end kan lære af fortiden, vil det ikke sætte os i stand til at kende fremtiden” (II, p. 14).

Bogen behandler imperialismen fra mange vinkler. Der er et kapitel om Bourgeoisiets politiske frigørelse. Der er et kapitel om Racetænkning før racismen. Der er et kapitel om Race og bureaukrati. Der er et kapitel om Den kontinentale imperialisme: Panbevægelserne og sluttelig er der et kapitel om Nationalstatens fald og menneskerettighedernes ophør.

Imperialismen havde to væsentlige drivkræfter. Det ene var, at der var et overskud af arbejdskraft i mange europæiske lande. Det andet var, at kapitalisterne havde udtømt deres muligheder for at finde nationalt bundne profitable investeringsobjekter: ”Mennesker, der var blevet kronisk arbejdsløse, var lige så overflødige for samfundets besiddere af overflødig rigdom…Det nye i den kapitalistiske periode er, at disse to overflødige kræfter, overflødig kapital og overflødig arbejdskraft, slog sig sammen og forlod landet i fællesskab” (II, p.62)

Den oversøiske og meget hårdhændende europæiske indtrængning uden for Europas grænser kunne kun retfærdiggøres ved en udbredt racetænkning blandt europæerne, dvs. at det var helt legitimt, at skelne mellem civiliserede og ikke-civiliserede befolkninger: ”Det forhold, at racisme er den imperialistiske politiks ideologiske hovedvåben, er så indlysende, at det synes som om mange forskere foretrækker at undgå denne fladtrådte banalitet” (II, p. 81).

 I Arendt behandling af racetænkningen før racismen gør hun også opmærksom på forskellene mellem fransk og tysk racetænkning: ”Hvis racetænkning i det franske aristokratis tidlige form var blevet opfundet som et instrument til indre splittelse og havde vist sig at blive et våben til borgerkrig var denne tidlige form for tysk racetænkning opfundet som våben for indre national samling og viste sig at blive et våben til nationale krige” (II, p. 92).

Ikke overraskende kunne briterne også være med: ”Mens den tyske racetænknings frø blev sået under Napoleonskrigene, så kom spirerne til den engelske udvikling op under den franske revolution” (II, p. 107). England blev som bekendt den store imperiebygger, hvor solen som aldrig gik ned: ”Fordi de engelske kolonister havde bredt sig over hele jorden, blev det tilfældigvis nationalismens farligste angreb, forestillingen om en ”national mission”, der blev særlig stærk i England” (II, p. 117).

De imperialistiske landes fremstød skete ofte gennem etablering af bosættelser, omlægning af den koloniale produktion, opbygning af administrative enheder og ikke mindst voldelig undertrykkelse af den lokale befolkning – en undertrykkelse, der ofte foregik, ved at kolonimagten allierede sig med lokale eliter, som blev tilbudt delvist politisk indflydelse og økonomisk gevinst til gengæld for betingelsesløs loyalitet over for kolonimagten frem for lokalbefolkningen. Ofte indrullerede kolonimagten bestemte etniske grupper i den hær, der skulle opretholde orden i de besatte kolonier: ”I de nyligt opdagede og tyndt befolkede territorier, oprettede de kolonier som indførte moderlandets retslige og politiske institutioner; og i kendte, om end eksotiske, lande, blandt fremmede folk oprettede de anløbs- og handelspladser, hvis eneste funktion var at lette den aldrig særlig fredelige udveksling af denne verdens skatte” (II, p. 129).

En særlig afart af imperialisme, dog ikke nøjagtigt tidsbestemt parallelt, kunne man bl.a. finde i de såkaldte panbevægelser, der primært foregik i de lande, der som nationalstater ikke, eller i sjælden grad, deltog i den oversøiske imperialistiske besættelse af fremmede territorier. Panbevægelsernes ekspansion forsøgtes udvidet gennem en udvidelse af nationalstaternes territorium på bekostning af de direkte nabolandes territorium. Panisme betyder enhed, og panbevægelserne byggede på en grundlæggende idé om en etnisk, dvs. racebestemt, religiøs og stedbestemt orden. Tysktalene befolkninger skulle efter deres opfattelse være samlet i et Stortyskland, og ikke i en række tilstødende nationalstater rundt om Tyskland. En nation for den såkaldte ”germanske stamme”. Denne bevægelse blev kaldt Pangermanere. På tilsvarende vis var der tilsvarende folkelige-politiske bevægelser, der forsøgte, at samle de slaviske folk i én national enhed. De såkaldte Panslavere: ”Nazismen og bolsjevismen skylder henholdsvis pangermanismen og panslavismen mere end nogen anden ideologi eller politisk bevægelse… Men hverken Hitler eller Stalin har vedgået deres gæld til imperialismen, når det gjaldt udviklingen af deres regeringsmetoder, så har de til gengæld ikke tøvet med at indrømme deres gæld til panbevægelsernes ideologi og med at efterligne deres paroler” (II, p. 189).    

Både nazisterne og bolsjevikkerne kunne i deres politiske kamp – FØR de vandt magten og overtog statsapparatet – bruge panbevægelsens teorier; ”Fjendtlighed over for staten som institution går som en rød tråd gennem alle panbevægelsernes teorier”  (II, p. 211). Men det varede også kun til, at de selv havde vundet magten, og sat deres egen statsunderstrykkende terror i værk. Så fik piben en anden lyd.

Hannah Arendt har i sin bog om imperialismen stor fokus på hvordan de traditionelle europæiske partisystemer, og de nationale demokratier langsomt, men sikkert eroderede i mellemkrigstiden under de forskellige og til tider meget vrede massebevægelser: ”Det er indlysende, efter mange årtiers ineffektivitet og formudret flerpartistyre, kan overtagelse af staten, til fordel for et parti komme som en stor lettelse, fordi den i hvert fald sikrer, om end kun for en begrænset tid, nogen konsekvens, nogen bestandighed og en smule mindre modsætning… Selv om de totalitære bevægelser og deres forgængere, panbevægelserne, ikke var ”partier over partierne”, der stræbte efter at overtage statsapparatet, men bevægelser, der sigtede mod statens ødelæggelse, fandt nazisterne det meget bekvemt at stille sig an som sådan, og altså trofast foregive at følge den italienske form for fascisme” (II, p. 243).

Hannah Arendt oplyser, at da bevægelserne endelig kom til magten handlede de forskelligt. Mussolini overtog staten, militæret og dets institutioner, mens både nazisterne og bolsjevikkerne svækkede staten, militæret og politiet, og opbyggede stærke parallelinstitutioner, der i vold, terror og undertrykkelse langt overgik de tidligere statsmagter. 

Med kommunisternes og nazisternes magtovertagelse i hhv. Rusland og Tyskland, gik verden frygtlige tider i møde, hvor de få menneskerettigheder der trods alt eksisterede brutalt blev trådt under fode, med deportation af jøder og andre politisk og etnisk uønskede befolkningsgrupper, med udryddelseslejre og fratagelse af statsborgerskab. Ja, bare det at folk i milliontal forsvandt fra jordens overflade, viser menneskerettighedernes fallit.

Hannah Arendt holder sig på ingen måde tilbage med at betragte nazisterne og bolsjevikkerne som to alen ud af ét stykke. Begge systemer var lige forbryderiske og lige brutale. Nazisterne byggede deres ideologi på racefordomme omkring et tysk herrefolks ret til at beherske verden. Bolsjevikkerne byggede deres ideologi på en klassekampsteori, hvor henvisning til arbejderklassen kunne retfærdiggøre, at de kommunistiske partikadrer havde ret til at beherske hele verden: ”Forbrydelserne mod menneskerettighederne, der er blevet et særkende for de totalitære styrer, kan altid retfærdiggøres under foregivelse af, at ret er ensbetydende med det, der er godt og nyttig for helheden i modsætning til hver enkelt del af den” (II, p. 307). De to regimer forstod, med hjælp fra et monopoliseret propagandaapparat, at spille dette kort utallige gange – også selv om det ikke havde hold i virkeligheden.

Totalitarismen

Dette bind er givetvis det mest interessante for et nutidigt publikum. Selvom islamisme og panarabiske bevægelser af gode grunde ikke er behandlet bogen, er det denne del af det store mammutværk, der mest af alt rammer mange af tidens svære spørgsmål vedr. knægtelse af demokrati, diktatur og de allestedsnærværende totalitære samfund.

Jævnfør indledningen til denne anmeldelse! 

Det 3. og sidste bind er bygget op omkring fire kapitler: Et klasseløst samfund. Den totalitære bevægelse. Totalitarismen ved magten og Ideologi og terror: En ny form for styre.

Forordet, der er skrevet i 1967, udtrykker både en optimisme og en bekymring for Sovjetunionens videre udvikling efter Stalins død i 1953 – altså to år efter at dette værk blev udgivet for første gang. Hannah Arendt skriver, at nazismen døde med Tysklands nederlag i Anden Verdenskrig, mens Sovjetunionen efter Stalins død er gået fra at være et totalitært diktatur til ”kun” at være et etpartidiktatur. Rædslerne til trods, er det trods alt bedre, ”kun” at være et simpelt diktatur frem for en totalitær stat.

Forstå forskellen, hvem der kan!

Utilfredse folkemasser spillede en helt afgørende rolle for totalitarismens opkomst. Der var langt fra tale om, at en lille gruppe kynisk politiske forbrydere så at sige kuppede sig i al ubemærkethed til magten: ”Betegnelsen masse er kun gyldig, når vi har at gøre med mennesker, som enten i kraft af deres antal eller på grund af ligegyldighed eller en kombination af begge dele ikke kan indordnes i nogen organisation, der er baseret på fælles interesse, i politiske partier, lokale styrer, faglige organisationer eller fagforeninger. De eksisterer potentielt i ethvert land og udgør størstedelen af disse store mængder af neutrale, politisk indifferente mennesker, der aldrig slutter sig til et parti og næsten aldrig stemmer til valgene” (III, p. 46). Det er disse menneskemasser, som totalitære bevægelser så dygtigt er i stand til at mobilisere, når der opstår politiske kriser. Det gælder både i fortid og nutid. Det er også i dette politiske klima, at det får ”folket” til at råbe på ”en stærk mand”, der kan påtage sig det besværlige ansvar for varetagelsen af de offentlige anliggender: ”Oktoberrevolutionens forbløffende lette sejr fandt sted i et land, hvor et despotisk og centraliserede bureaukrati regerede en strukturløs massebefolkning, som hverken resterne af de feudale stænder på landet eller de svage, spirende kapitalistiske klasser i byerne havde organiseret” (III, p. 58).

Kommunisternes klassekamp gik efter magtovertagelsen i Sovjet ud på at opløse alle klasser – for at centralisere al magten på en despotisk enehersker – Stalin himself: ”Det bolsjevikiske styre gik derefter i gang med at opløse klasserne og begyndte af ideologiske og propagandamæssige grunde med de ejendomsbesiddende klasser, den nye middelklasse i byerne og bønderne på landet… Opløsningen af middel- og bondeklasserne blev gennemført i 1930’ernes begyndelse… Der eksisterer ikke en klasse, der ikke kan udslettes, hvis et tilstrækkelig stort antal af dets medlemmer bliver myrdet. Den næste klasse, der skulle opløses som gruppe, var arbejderne” (III, p. 59). Det sidste blev dog forpurret af Stalins død.

Alligevel var arbejderne i Stalins Sovjetunion udsat for et konstant pres, ved at de blev frataget alle kamprettigheder: ”Denne proces var afsluttet i 1938 med indførelsen af arbejdsbogen, som officielt forvandlede hele den russiske arbejderklasse til en gigantisk tvangsarbejdsstyrke” (III, p. 60).

Ja, hele det sovjetiske samfund blev demonteret for at fastholde magten på Stalins hænder. Til stor skade for samfundet kulturelt og økonomisk, og ikke mindst i forsvarsevnen, som Stalin senere også måtte erkende, da tyskerne overfaldt dem i 1941: ”Masseatomisering i det sovjetiske samfund blev opnået gennem dygtig brug af gentagne udrensninger, der ufravigeligt går forud for egentlige gruppelikvideringer” (III, p. 60).

Mange har lige siden 30’erne stillet det spørgsmål, hvordan især intelligentsiaen og kultureliten i både øst og vest kunne være så begejstrede for de totalitære bevægelser. Hannah Arendt har sine bud: ”De totalitære bevægelsers klare aktivisme, deres forkærlighed for terrorisme frem for alle andre former for politisk aktivitet, tiltrak i lige grad den intellektuelle elite og pøblen, netop fordi denne terrorisme var fuldstændig forskellig fra tidligere revolutionære samfunds terror” (III, p. 77). 

Når totalitære regimer kommer til magten rydder de al modstand, og indsætter kun tankeløse medløbere: ”Hvor totalitarismen har magten, erstatter den uvægerligt alle store talenter, uanset hvor deres sympatier ligger, med charlataner og tåber, hvis mangel på intelligens og skaberevne immervæk er den bredeste garanti for deres loyalitet” (III, p. 88).

Massiv propaganda er et af totalitarismens væsentligste særkender: ”Før masselederne griber magten for at få virkeligheden til at passe til deres løgne, er deres propaganda kendetegnet ved deres bemærkelsesværdige foragt for kendsgerninger, for efter deres mening afhænger en kendsgerning udelukkende af, hvor stor magt den mand har, som kan fabrikere den” (III, p. 106). En fri presse er uforeneligt med totalitarismen.

Især i Stalins Sovjetunionen, som udadtil gik meget op i at fremstå som en særlig demokratisk retsstat, blev der under tortur fabrikeret ”politiske tilståelser” i massevis af forbrydelser, der aldrig havde fundet sted. Disse ”tilståelser” havde en stor propagandaværdi for sovjetstyret. På tilsvarende vis så man, at: ”Den nazistiske propagandas mest effektive løgnehistorie var fiktionen om en jødisk verdenssammensværgelse” (III, p. 112).   

Propaganda i totalitære regimer bygger ofte på påstanden om ”lovmæssigheder”, dvs. for nazisternes vedkommende om racehygiejne og for bolsjevikkerne handlede det om lovmæssigheden vedrørende endemålet om det klasseløse samfund: ” Til propagandaens påstand om, at alt, hvad der sker, er videnskabeligt forudsigeligt efter naturens eller økonomiens love, føjer den totalitære organisation den mands position, der har monopoliseret denne viden, og vigtigste egenskab er, at han ”altid har haft ret og altid vil have ret”” (III, p. 155-156).

Har man magt til at fornægte sandheden, så gør man det: ”I en fuldkommen fiktiv verden behøver nederlag ikke at blive registreret, imødekommet eller husket; ja, selve spørgsmålet om, hvorvidt noget faktuelt findes, afhænger af, om der findes en ikke-totalitær verden” (III, p. 162).

Verdensherredømmet er og forbliver endemålet for alle totale regimer. Det er det, der er den indre kraft i bevægelsen: ”Kampen for det totale herredømme over jordens befolkning og tilintetgørelsen af enhver truende ikke-totalitær realitet er en fast bestanddel af selve de totalitære styrer; hvis ikke de stræber efter herredømmet som deres endelige mål, er det mere sandsynlig, at de mister den magt, de allerede har” (III, p. 171).

På det totalitære styres indre linjer, bliver det i stigende grad nødvendigt, at terroren både fortsætter og intensiveres for at holde eneherskeren ved magten. Nye repressive kontrolsystemer opbygges i stigende grad for at kontrollere, dem der kontrollerer befolkningen: ”Mangedoblingen af institutioner var særdeles nyttig for den stadige magtforskydning; jo længere et totalitært styre forbliver ved magten, des større bliver også det antal embeder og de muligheder for stillinger, der helt er afhængige af bevægelsen, eftersom intet embede bliver nedlagt, selv om dets kompetencer er afskaffet” (III, p. 185).

Totalitære styreformer er også kendetegnet af, at regimets i princippet stramme og kontrollerede hierarkier hele tiden er under forandring – primært for at skabe en permanent frygt i de underliggende niveauer: ”Uafladelige forflyttelser, degraderinger og forfremmelser gør socialt samarbejde umuligt og hindrer, at der drages erfaringer” (III, p. 196).

Et terroriserende hemmeligt politi er en nødvendighed for at holde eneherskeren ved magten – og ikke sjældent bliver der opbygget flere og modarbejdende politistyrker, hvoraf eneherskeren sidder på den mest magtfulde del af politiet eller det mere paramilitære terrorapparat. Men forfølgelse og angiveri følger helt ud blandt den almindelige befolkning: ”Under totalitært styre bliver provokation, som engang kun var den hemmelige agents speciale, omgangsformen mellem naboer, og alle er mere eller mindre villigt tvunget til at følge trop” (III, p. 228).   

Omfattende udrensninger var et andet særkende ved totalitarismen. I fredstid nok mest udbredt i Stalins Rusland, mens Nazityskland begik omfattende forbrydelser mod menneskeheden under krigen i form at millioner af likvideringer af jøder i koncentrationslejre og lokale befolkninger i de besatte områder.

Hannah Arendt kommer mod afslutningen af sin bogværk med denne skarpsindige karakteristik af den mennesketype, som totalitarismen så inderligt tilstræber: ”Total herredømme stræber efter at organisere alle mennesker i deres uendelige mangfoldighed og forskelligartethed, som om de alle kun udgjorde ét individ, og det er kun muligt, hvis det lykkes at reducere hver og en til en uforanderlig enhed af reaktioner, så hver af disse sæt af reaktioner vilkårligt kan udskiftes med hinanden. Problemet er at fabrikere noget, der ikke eksisterer, nemlig en slags menneskeart, der ligner andre dyrearter, hvis eneste ”frihed” skulle bestå i ”at bevare arten”. Det totalitære herredømme forsøger at opnå dette mål både gennem ideologisk indoktrinering…og gennem absolut terror” (III, p. 241).

Konklusion

Det er langt fra muligt at gengive og vurdere alle de udsagn og analyser, som Hannah Arendt kommer med i ”Totalitarismens oprindelse”.

Et er dog sikkert, og det er, at bogværket er en solid historisk, filosofisk og sociologisk beskrivelse af totalitarismen, som den fremstod i verden frem til afslutningen af Anden Verdenskrig. Nazismen og Stalinismen er heldigvis blevet smidt på den historiske mødding, men Hannah Arendt nyudgivne værk er alligevel et kærkommen wake-up-call på, at totalitarismens politiske og kulturelle understrøm stadig løber igennem store dele af det moderne massemenneske, der kalder på den eneste ene, der har lette løsninger på komplicerede problemer.

Det gælder såmænd både i øst såvel som i vest.

Er vi ikke opmærksomme på disse fænomener og tendenser, kan vi vågne op en dag, og blive ganske negativt overrasket.

De onde samfund hører ikke kun fortiden til.

Med disse ord skal bogen anbefales til videre studier.

Da Danmark gik i sort – og så lys forude

Af Preben Etwil

I bogserien fra Aarhus Universitetsforlag om 100 danmarkshistorier, skrevet á 100 sider, har historikeren Mogens Rüdiger skrevet en lille fremragende og letlæst bog om Danmarks to oliekriser i 1970’erne – og hvad deraf fulgte. Mogens Rüdiger beskriver selv begivenhederne som ”Da Danmark gled i olien” (p. 1).

Bogen er skrevet som én lang kronikserie uden noter og teoretiske og videnskabelige krummelurere. Den er let fortalt og direkte i præsentation af både fakta og refleksioner. Der er tale om en solid kulturhistorisk gennemgang af oliekrisernes baggrund og følgevirkninger – skrevet på en sådan måde, at enhver selv med minimal interesse for historie kan følge med.

Men tag endelig ikke fejl. Bogen ER skrevet af en faghistoriker, der har orden i sine kilder. Det kan man overbevise sig om, ved at dykke ned i et medfølgende 8 siders notat, som forlaget har lagt på nettet: https://unipress.dk/media/16332/noter-oliekrisen.pdf

Baggrunden for bogen er to internationale oliekriser i henholdsvis 1973 og 1979, og hvor Danmark bliver særligt hårdt ramt, da Danmark havde et relativt højt fossilt energiforbrug – uden tanke eller plan for en rimelig forsyningssikkerhed. Planlæggere og politikere blev så at sige taget på sengen – og vi endte bl.a. i de berømte bilfrie søndage og mørklagte gader.

Som Rüdiger skriver: ”Kriser skaber forandring, og derfor er viden om de to oliekriser i 1973-74 og igen i 1979 vigtig. Kriserne gjorde energien synlig og skabte opmærksomhed om, hvordan den fungerer i hverdagen . De generede mange mennesker og fik dem til at tænke over, hvordan generne kunne mindskes” (p. 15).

Herefter følger et kapitel, der ret udførligt viser, hvordan danskerne i kølvandet af 1940’ernes og 1950’ernes økonomiske smalhals påbegynder deres velstandsboom i slutningen af 1950’erne og begyndelsen 1960’erne med en overvældende vækst i det fossile energiforbrug, der i øvrigt i perioden overgik fra kul til olie, og som forefandtes i rigelige mængder og til en billig pris. 

Befolkningen flyttede til byerne, og kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, hvoraf fulgte, at de skulle lettes i det huslige arbejde. Der blev derfor bygget større boliger i forstæderne med moderne og energikrævende komfort. Befolkningen krævede stabil opvarmning (21-graderskulturen), fik længere til arbejdet, anskaffede sig bil og masser af elektriske husholdningsmaskiner – samt de nye obligatoriske statussymboler i form af radio og fjernsyn.

Både i tekst og billeder følger vi i bogen denne nærmest revolutionerende forbrugs- og sociale kulturudvikling: ”Resultatet var, at elforbruget blev mere end femdoblet fra 1950 til 1970 – fra 484 til 2.648 kWh pr. indbygger. Stigningstaksten var højere end i andre lande, men der var stadig langt til de store strømforbrugere som USA, Sverige og Norge. Når Danmark alligevel blev hårdt ramt af oliekrisen, skyldes det den næsten fuldstændige afhængighed af importeret energi” (p. 45).

De nye familiemønstre krævede energi, men det gjorde transportsektoren også. Herfra udgik der et enormt pres på fossile brændstoffer – især væksten i bil- og flytrafikken bidrog væsentligt til det nye og stigende energibehov: ”Moderniseringen af hverdagslivet havde ført til en betydelig afhængighed af olie. Det var sket i en social og kulturel proces. Fra den første halvdel af 1950’erne til oliekrisens udbrud brugte danskerne klart mindre på mad og tøj og mere på bolig, transport og fritid. Forstaden, parcelhuset og bilen står som de vigtigste rum for moderniseringen, hvor tidligere tiders kamp for overlevelse var erstattet af individets velfærdsstatsgaranterede ret til velvære” (p.48).

Og ingen, bortset nogle enkelte ”energitosser”, tænkte over det, da energien overalt fandtes i rigelig og billig form. Men det var lige netop dét, der fik en brat ende i vinteren 1973-74.  For d. 6. oktober 1973 udbrød der krig i Mellemøsten mellem Israel på den ene side og Egypten samt Syrien på den anden. Som en udløber af krigen vedtog nogle af OPEC-landene på et møde d. 17. oktober 1973 at nedskære deres olieproduktion og samtidigt sætte priserne op. Selv om nedskæringen reelt var beskeden, udløste beslutningen dramatiske prisstigninger. Fra oktober til december 1973 steg prisen på en tønde råolie fra 3 til næsten 12 dollars: ”Oliekrisen forandrede både energiforsyningen og -forbruget. Meget hurtigt stod det klart, at erhvervene, de private husholdninger og det offentlige skulle gøre noget her og nu for at begrænse effekten af prisstigningerne og de reducerede forsyninger” (p.57).

Bilfri søndage og forbud mod belysning i butikkerne efter lukketid var nogle af de tiltag, der blev lovgivet om i lille Danmark.

I 1979 opstod der politiske uroligheder i Iran, hvilket medførte et nyt fald i olieproduktionen. Sammenholdt med at Europa samtidig oplevede en streng vinter, steg prisen på en tønde råolie fra næsten 13 dollars i oktober 1978 til 36 dollars i juni 1979.

Krisen skabte dog ikke den samme panik som under den første oliekrise. Ikke noget med bilfri søndage!

For mange af de europæiske lande havde i mellemtiden selv begyndt at udvinde olie, og der var kommet nye alternative energikilder til, og nyere forbrugsprodukter forbrugte alt andet lige færre ressourcer.

Men for at gøre sig helt fri af olieafhængigheden besluttede danske politikerne i al deres genialitet, at vende tilbage til kullene – under stor protest fra bl.a. kraft-varmeværkerne. Igen var der ingen, der tænkte på miljø- og klimabelastningen – om ordet overhovedet dengang fandtes!

Det eneste, der var på politikernes lystavle, var forsyningssikkerheden.

Dog skete der en gradvis tilbagevenden til den sorte olie, og det nye blå guld: Naturgassen.

Det danske industri- og rederikoncern A.P. Møller havde i begyndelsen af 1960’erne fået koncession til den danske undergrund, og efter forskellige trakasserier med den danske stat påbegyndte koncernen en olie- og gasudvinding i Nordsøren: ”Første del af naturgasnettet lå klar i 1982, og to år senere var nettet landsdækkende” (p. 61).

Atomkraft var også på tale, men måtte opgives efter massiv folkelig modstand.

Vindemølleproduktion blev også en del af den nye energistrategi, men i et meget beskedent omfang: ”Efter oliekrisen 1978-1979 blev spareforslagene fornyet. Lappeløsningerne var erstattet af langsigtede forslag som sparepærer, varmeveksler, solfangere og jordvarme. Borgerne, derimod, havde benzin og transport øverst på sparelisten, efterfulgt af mad, tøj, drikkevarer og ferierejser. Først på sjettepladsen kom el og varme” (p. 63).

Lige så småt kom miljødagsordnen på plads – i høj grad inspireret af Brundtlandrapporten fra 1987. I 1990 vedtog politikerne en langsigtet energiplan – kaldet Energi 2000: ”Energi 2000 var et delvist opgør med 15 års energipolitik. Planen blev ikke præsenteret på den måde, men den fremlagde en ny måde at tænke energi på… Udgangspunktet var, at ”Danmark er blandt de nationer, der udleder den største mængde CO2 pr. indbygger (og) har derfor en særlig forpligtelse til at være med i forreste række af lande, der bidrager aktivt i at etablere internationale aftaler til løsning af problemerne”” (p. 67).

Der blev fra politisk side langsomt men sikkert bevidstgjort, at en afkobling mellem energiforbrug og økonomisk vækst var en miljømæssig nødvendighed. Senere kom også bæredygtighedsdebatten på den nationale og internationale dagsorden. Bogen beskriver på en oversigtlig måde både de politiske kampe, og dets resultater inden for det seneste tiår. Det er i dag bredt accepteret, at løsninger inden for dette område alene kan løses gennem forpligtende og bindende internationale aftaler.

Bogen slutter af med at præsentere mange af de livsstilsdilemmaer en mere bæredygtig energi- og miljøpolitisk dagsorden fører med sig.

Madforbruget trækker på energien, og det gør transport og opvarmning også.

Hvordan finder frem til en naturlig balance mellem menneskets evige behov for velfærdsmæssige behagligheder i form af underholdning, mad, tøj og varme i forhold til de af medfølgende miljøbelastninger?

Komfort og velvære i dagliglivet belaster miljøet, og spørgsmålet er, hvordan man opnår en god balance mellem disse faktorer.

Interessant er det også at læse, at energiforbrug opstår de mærkeligste og tit oversete steder – fx at borgernes forbrug af Netflix og HBO udleder lige så mange drivhusgasser som luftfart: ”Den grønne omstilling har hidtil gennemgået forskellige faser. Først en effektivisering af energiproduktionen og en udbygning af energiplanlægningen. Derefter løbende tekniske forbedringer af vind- og solenergien, der dækker en større del af det samlede energiforbrug. Det foreløbigt sidste trin er, at omstillingen er begyndt at konfrontere hverdagen med spørgsmål om valg og fravalg” (p. 97).

Bogen er på mange måder et wake-up-call til de mennesker, der betegner andre som ”klimatosser”.

Problemet er nok, at de først finder ud at læse den, når alt er gået i sort. Men for os andre er bogen en lille kærkommen påmindelse om, at det er nødvendigt at handle på kriser, det være sig energi, miljø eller klima, inden at det er for sent.

Og her kan sommervarmen – i skyggen – være en udmærket anledning.

Med disse ord skal bogen varmt anbefales.

[Historie-online.dk, den 22. juli 2019]

Bidrag til Danmarks indvandringshistorie

Ole Hammer

Bidrag til Danmarks indvandringshistorie. Halvtreds år i frontlinjen

Turbine 2019. 302 sider. 279,95 kr

Midt i orkanens øje

Af Preben Etwil

Sideløbende med at integrationen beviseligt går bedre og bedre i Danmark, oplever man stadig, at den offentlige og politiske debat hovedsageligt er koncentreret om den del af integrationen, der fortsat volder store økonomiske og sociale problemer.

Rigtig mange indvandrere og flygtninge klarer sig godt. Selvom de udgør flertallet, er de nærmest usynlige i den offentlige debat. Til gengæld er der – naturlig nok vil man sige – også indvandrere og flygtninge, der klarer sig mindre godt, og som på forskellig vis er på offentlig støtte. Det er denne gruppe, der fylder mest i mediebilledet, og dermed også i den politiske debat.

Integrationsdebatten har især i de seneste 20-25 år været med til at afgøre folketingsvalg, og ikke få finanslovsaftaler har siden da været propfyldt med en lind strøm af udlændingestramninger iklædt forskellige former for ringeagt over for indvandrernes kulturelle og religiøse baggrund.

Integrationsproblemerne, der vitterlig eksisterer, er i det politiske landsskab i høj grad blevet til en meget forbitret kulturel, religiøs og politisk værdikamp.

I langt mindre grad bygger integrationsdebatten på faktuel viden.

Det er nok, at man føler et eller andet – så kan alle ”de kloge hoveder” komme med al deres statistik, faglige viden og indsigt. Man forbeholder sig retten til at mene, det man nu engang mener, og at der altid kan fremdrages et enkelt groft, eller for den sags skyld to eksempler, der efter egen opfattelse understøtter ens indvandrersynspunkt.

For sidstnævnte må Ole Hammers nyeste bog Bidrag til Danmarks indvandringshistorie være spildte ord på Balle-Lars.

For andre er Ole Hammers bog derimod et velkomment bidrag til at få et mere nuanceret billede af de sidste 50 års indvandringshistorie. Skrevet af en person der i hele perioden har befundet sig midt i orkanens øje – meget ofte på græsrodsniveau blandt dem historien i bund og grund handler om.

Ole Hammer, der er journalist, har gennem alle årene været ansat i en række funktioner, der på tæt hold har fulgt udviklingen på indvandrerområdet – både som konsulent, sagsbehandler, samarbejdspartner. Han har arbejdet for myndigheder, faglige og humanitære organisationer samt indvandrerorganisationer.

Man kan læse og studere meget, men vil man have et realistisk indblik i problemets oplevelsesrum, er man nok nødt til at befinde sig blandt dem, det hele handler om.

I Ole Hammers nye bog er der et solidt førstehåndskendskab til mange af de problemstillinger indvandrerdebatten rejser.

Der er sket markante ændringer i de forgangne 50 år. Udviklingen er bl.a. gået fra at være indvandringspolitik, til ene og alene at handle om integrationspolitik.

På det seneste har det også handlet om midlertidighed og hjemsendelser.

Men bogen er mere end refleksioner over den nyeste udvikling. Der er tale om en særdeles dokumentarisk bog med hundredvis af både mundtlige, skriftlige, lovgivningsmæssige og statistiske kilder. Love og betænkninger bliver udlagt og kommenteret. Udtalelser fra indvandrernes Underdanmark har her fået en stemme.

Beskrivelser og historier fra det utal af nuværende og tidligere indvandrer- og hjælpeorganisationer bliver fremlagt.

Apropos historisk dokumentation og kilder af de seneste 50 års indvandringshistorie, er der nogle yderst bemærkelsesværdige kommentarer midt i bogen: ”Nationalmuseet og andre nationale samlinger har derimod ikke gjort meget ud af efterkrigstidens indvandring” (p. 142).

Dette råder Ole Hammers nye bog bod på.

Han gennemgår forhistorien, hvor fremmedarbejdere (ja, det kaldte man dem dengang) fra slutningen af 1960’erne alene var tiltænkt et midlertidig arbejdsbetinget tilværelse i Danmark, til at de fik permanent ophold og etablerede sig med familier hentet fra hjemlandene. I princippet blev der lukket for indvandring af arbejdskraft i 1970, men indvandringen steg fortsat gennem de såkaldte familiesammenføringer, der blev retsligt lovfæstet med Udlændingeloven af 1983. Loven betød, at såkaldte ’de-facto-flygtninge’ fik ret til asyl, og at familiesammenføring direkte blev et retskrav for de personer, der blev tilkendt asyl.

Denne lov blev lige fra starten mødt af stor politisk modstand – især fra højrefløjen. Denne modstand har sidenhen været genstand for utallige lovstramninger – både under socialdemokratiske og borgerlige regeringer. Stramninger der over tid har betydet, at Danmark er gået fra at være et af de mest indvandringsvenlige lande, til at blive betragtet som et af de mest restriktive.

Forfatterens personlige oplevelser, erfaringer og refleksioner i dette forløb dukker punktvis op i de mange opremsninger af de utallige politiske og civilsamfundsmæssige initiativer, perioden er så rig på.

Et står lysende klart tilbage efter at have læst bogen, og det er, at uden en kæmpeindsats fra de frivillige og ansatte ngo-er var integrationsprocessen aldrig lykkedes. Der er lange træk i historien, der viser, at der ofte var mere tale om modspil frem for medspil, når ngo’erne og de offentlige myndigheder stødte sammen. Men det skal også med til historien, at den faglige viden og de faglige kompetencer på udlændingeområdet – især i kommunerne – er steget betragteligt siden de glade tressere, hvor ingen rigtigt kendte det fremtidige omfang af indvandringen eller vidste, hvilke økonomisk-politiske midler de skulle gribe til.

Bogen viser, at der trods megen mediestøj er foregået en positiv integration af udlændinge på mange områder – det både økonomisk, kulturelt og ikke mindst uddannelsesmæssigt. Her har en lang række både landspolitiske og lokale frivillige initiativer spillet en ikke uvæsentlig rolle.

Til kendsgerningerne hører, at der i dag befinder sig ca. 800.000 indvandrere og efterkommere i Danmark. I løbet af de seneste 40 år er ca. 250.000 med indvandrer- eller flygtningebaggrund blevet danske statsborgere.

Bogen indeholder flere eksempler på konkrete indsatser, der har skabt en positiv integration, uden at der er givet køb på såkaldte danske værdier.

For Ole Hammer er sagen klar: ”Integrationen lykkes først i det øjeblik, man bliver anerkendt på sine kompetencer og på sin personlighed som ligeværdig medborger, hvor erfaringer udveksles og bruges – ikke på indvandrer- eller flygtningebaggrunden eller på en god udtale af det danske sprog” (p.125).

Der er dog stadig langt igen, hvis alle integrationsmålsætninger skal flugte med dem, som vi kalder etniske danskere. Det gælder bl.a. inden for beskæftigelse, hvor kvinderne især mangler arbejdsmarkedstilknytning, men også inden for uddannelse, hvor kvinderne faktisk er mere end med, men hvor det halter gevaldigt for drengenes vedkommende. Og så er der noget med kriminaliteten blandt de unge 2. generationsindvandrere, der skal kigges grundigt efter i sømmene. 

Ja, sådan kunne jeg blive ved, men lad mig slutte denne anmeldelse med de sidste ord i den pressemeddelelse, der fulgte med bogen, og lad disse ord også være mine: ”Bogen er derfor et vigtigt bidrag til vores forståelse af det multikulturelle samfund og arbejdet med en positiv integration af indvandrere og flygtninge”.

[Historie-online.dk, den 25. juni 2019]

Den danske tysklandsbrigade 1947-1958

Peter Hertel Rasmussen

Den danske tysklandsbrigade 1947-1958

Syddansk Universitetsforlag 2019

Tyskland besat

Af Preben Etwil

Med denne bog foreligger der en solid og gennemdokumenteret militærhistorisk analyse af hvad der skete i årene efter den tyske besættelse af Danmark – En dansk besættelse af Tyskland!

Tyskland besatte Danmark i fem år – Danmark deltog i en fredsbesættelse af Tyskland i elleve år!

Der er for rigtig mange især yngre danskere tale om en nærmest hengemt, måske rettere henglemt, historie om, hvad der skete i kølvandet på, at Danmark kun med lodder og trisser fik status af være blandt de allierede i kampen mod Nazityskland.  Hvordan vi militært blev knyttet til Storbritannien, og hvordan vi gik fra at være en egentlig besættelsesmagt i Tyskland, til at vi gennem vores medlemskab af Nato og oprettelsen af et selvstændig Vesttyskland (Forbundsrepublikken Tyskland) i 1949 indgik i et samlet vesteuropæisk forsvar mod Sovjets påståede militære aggression.

En udvikling, der blev intensiveret med Vesttysklands optagelse i Nato i 1955. Et tysk medlemskab der både sikrede Tyskland som en suveræn stat, men som også skabte forudsætningen for, at  Danmark kunne trække sig endeligt ud af forbundsrepublikken i 1958.    

Allerede under krigen i 1944 lovede den senere udenrigsminister i Befrielsesregeringen Christmas Møller at Danmark ville bidrage til besættelsen af det forventede besejrede Nazityskland under britisk ledelse. Det var en af forudsætningerne for, at Danmark overhovedet kunne blive betragtet som en af de allierede parter i krigen. Ikke uvæsentlig var det også, at man fra dansk side ønskede at vise sin taknemmelighed over for det Storbritannien, der i 1945 havde befriet Danmark En række mindre lande fx Norge og Belgien lovede det samme som Danmark.

Da krigen så endelig sluttede, var det relativt nemt for både Belgien og Norge at indfri deres forpligtelser, da disse landes regeringer de facto opholdt sig i Storbritannien, og havde koordineret deres militære tropper med det britiske militær. Anderledes forholdt det sig med Danmark. Vi havde hverken en regering eller en hær, da krigen sluttede. Men den nydannede Befrielsesregering lovede dog at indfri Christmas Møllers tilsagn, og ville i princippet bidrage med en hær på op til 10.000 mand. Men det viste sig hurtigt, at der efter befrielsen gik hverdag og flæskepriser i den. Danmark ønskede både et reducerede mandskabsantal, og at udgifterne til den danske del af besættelsen stort set blev dækket af briterne selv.

Bogen redegør kvalificeret for det meget spegede forhandlingsforløb, der pågik i perioden fra 1945 og til Danmark stillede sine første besættelsestropper i 1947 i det nordvestlige Tyskland (Ostfriesland). Resultatet blev dog at Danmark kun stillede med ca. 4.000 mand, og alt krigsmaterielt blev lånt, lejet eller købt af briterne. Danmark fik på den måde faktisk opbygget sit største kontingent af soldater uden for den danske grænse.

En af de væsentligste – og reelle – årsager til at Danmark gik så hårdt i brechen for kun at stille med ca. 4.000 mand var, at det også påhvilede den danske hær at bevogte de ca. 250.000 tyske flygtninge, der var havnet i Danmark lige under og efter befrielsen, og som det viste sig, at være meget besværligt at få hjemsendt til Tyskland.

I begyndelsen var der fra den danske hærs side tale om en rigtig besættelse, hvor det var strengt forbudt for danske soldater  at fraternisere med fjendens civilbefolkning. Forbud der var langt mere restriktive, end det man fx så fra engelsk eller norsk side.

Tyskerhadet var meget mere udtalt hjemme i Danmark, end det kom til udtryk blandt de udstationerede danske soldater i Tyskland. For her kunne soldaterne med egne øjne se, hvor meget den tyske civilbefolkning i virkeligheden led i fattigdom og armod.

De militære regler, og de små lempelser der dog trods alt skete i besættelsesperioden, bliver detaljeret beskrevet i bogen.

Der pågik i 1948-49 en række forhandlinger med Storbritannien om en forlængelse af besættelsesaftalen, hvor det blev aftalt, at den skulle løbe frem til 1951. Den danske militære styrke blev dog reduceret til ca. 2000 mand allerede fra og med april 1949. Og i samme efterår blev mandskabsstyrken yderligere skåret ned til ca. 1000 mand,  og desuden forlagt til Itzehoe i Slesvig-Holsten, efter at Norge havde trukket deres besættelsesstyrker hjem.

Som årene gik, blev det stadig mere vanskeligt – både politisk og militært – at fastholde den danske deltagelse i besættelsen af Tyskland. Dels af politiske årsager, dels pga. hensynet til genopbygningen af den danske hær i den kolde krigs første år. Det danske medlemskab af NATO i 1949 betød, at Tysklandskommandoet fik en vigtig rolle i opbygningen af forsvaret af den jyske halvø, men en udvidelse af Tysklandskommandoet viste sig politisk umulig.

Efter grundlæggelsen af Forbundsrepublikken Tyskland i 1949 kom en ny faktor ind i billedet, nemlig Tysklandskommandoets rolle i de nationale spændinger mellem dansk og tysk i efterkrigsårenes Slesvig-Holsten. Først i 1958 gjorde opbygningen af den nye, vesttyske hær, at Tysklandkommandoet kunne trækkes hjem.

Selvom Danmark kun bidrog beskedent til efterkrigstidens besættelse af Tyskland, var der alligevel i perioden 1947-58 udstationeret – i korte eller længere perioder – ca. 45.000 danske soldater i Tyskland.

Bogen er en fremragende og meget detaljeret fremstilling af denne del af den noget skjulte efterkrigstidshistorie. Bogen er vigtig til forståelsen af hele den militærstrategiske opfattelse af den senere Nato-oprettede Enhedskommando i årene 1962 til 2004, der blev rammen om et tæt samarbejde mellem Danmark og Tyskland om forsvaret af Østersø-området.

Ligeledes bidrager bogen til en solid forståelse for de militærstrategiske overvejelser, regeringsbærende danske politikere og ledende forsvarspersoner gjorde sig i begyndelsen af Den kolde Krig.

Bogen er dertil let at læse, da forfatteren har gjort sig umage med den pædagogiske fremstilling. Sluttelig er der en forskningsoversigt, der er god at have, hvis man vil grave lidt mere i den første efterkrigstids koldkrigshistorie.

[Historie-online.dk, den 30. april 2019]

Her kan du finde de boganmeldelser, som jeg har skrevet gennem årene – primært inden for økonomi og historie.